top of page

Hvalpekøb

Overvejer du/I at købe en beaglehvalp?

Det er vigtigt at undersøge, om det er den rigtige race for dig/jer, inden I tager ud at se hvalpe - for hvalpe er bare ikke til at stå for! Start med at læse nogle bøger/sider på internettet om forskellige racer. Tag derefter f.eks på en hundeudstilling eller et andet hundearrangement og se racerne "i virkeligheden" Det er også vigtigt, at møde nogle forskellige voksne hunde af den race, du/I har overvejet at anskaffe - så kan man bedre danne sig et indtryk af temperamentet og størrelsen m.m. Vi kan anbefale bogen "Beagle" fra forlaget Atelier. Den er skrevet af beagleejere og fortæller om både fordele og ulemper ved at anskaffe en beagle.  

Beaglen er en dejlig familiehund. Den er livlig, sjov, opfindsom, glad - lille men hårdfør!  Beaglen stammer fra Storbritannien og er oprindeligt opdrættet til harejagt i flok. Dette betyder, at det er en selvstændig hund - som ikke er bange for noget. Beaglen er en drivende jagthund, som snuser sig frem til byttet. Dette betyder, at den er interesseret i og god til at gå spor. Hvis haven ikke er indhegnet, vil ens beagle stikke af - ikke fordi den er fræk, men fordi den vil gå på spor/jagt. En beagle elsker at have en have at boltre sig i - men man kan sagtens have en beagle, selvom  man bor i lejlighed. Dog skal man nok forberede sig på at gå flere ture og man skal have hvalpen i snor hver gang, den skal ned og tisse. Selvom beaglen oprindeligt er avlet til jagt, betyder det ikke, at man behøver at gå 10 km med den hver dag. Den er god til at tilpasse sig den enkelte families hverdag. Dog skal den hver dag ud at gå tur og opleve noget. En beagle kan godt lære dressur/lydighed, men det kan være svært at gå frit med en beagle - da den vil løbe, når den får fært - og kan være meget svær at kalde til sig, når den er på sporet. Hvis der lugter spændende ude på vejen eller togskinnerne, så vil de gå og snuse og opdager ikke biler/tog. Desværre bliver en del beagler påkørt af biler - så det er derfor bedst/sikrest at have den i line - i skoven gerne en lang flexline. 

Beaglen er en selvstændig hund. Man skal derfor være konsekvent i opdragelsen - så den lige fra starten lærer hvad den må og ikke må. Den skal lære, at det er menneskene i "sin flok", der er flokledere og bestemmer farten. Beaglen er et udpræget flokdyr. Den elsker sin flok - herunder også børnene. Den finder sig i alle deres sjove påfund, larm osv og vil gerne være med. Den elsker også at lege med andre hunde -især beagler. På trods af, at beaglen er en flokhund, kan den sagtens lære at være alene hjemme, når familien er på arbejde, i skole osv. Blot skal man starte "alene-hjemme" træningen, lige så snart, man får sin hvalp hjem. Man efterlader den i starten kun kort tid alene og roser den, når man kommer hjem. Man forlænger langsomt tiden, den er alene hjemme. Det er bedst, at den er i et mindre rum (bryggers eller køkken), når den er alene. Det kan den bedre overskue - og der er heller ikke så mange farlige ting en hvalp kan bide i.

Beaglen er en relativ sund hunderace, som kan blive ca 10-14 år. Beaglen har en kort og nem pels. Den skal ikke trippes eller klippes - men fælder selv pelsen. Den kan med fordel børstes en gang om ugen, så man fjerner de løse hår. Hvis hunden er blevet fuld af mudder osv. skal den blot tørres med et håndklæde og skidtet vil drysse af. Det er meget sjældent nødvendigt, at komme beaglen i bad.

Beaglen er kendt for at være meget madglad. Man skal derfor sørge for ikke at stille madvarer, hvor hunden kan nå dem. Desuden skal man passe på ikke at overfodre sin beagle eller give den for mange godbidder. Dette vil hurtigt resultere i en tøndeformet beagle, som kan få forskellige overvægtssygdomme/problemer og måske kun et kort liv. Der findes dog også kræsne beagler!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi sælger altid hvalpe med DKK stambog, sundhedsattest, 7-ugers vaccination, chipmærkning, registrering hos Dansk Hunderegister, dyrepas, ormekure, indmeldelse i Beagle Klubben m.m. Vi benytter Dansk Kennel Klubs købsaftale. Normalt lader vi hvalpene blive 9 uger inden de bliver hentet. Så synes vi, at de er mere klar til at møde den store nye verden og komme væk fra hundemor, kuldsøskende og os.

Hvis du/I gerne vil købe en hvalp, starter vi med en telefonsamtale eller evt. en snak på et arrangement. Herefter skriver vi interesserede op på en liste. Hvis du/I gerne vil møde moderen og vores andre hunde på forhånd, kan vi normalt arrangere dette (hvis det ikke er for tæt på fødslen). Når hvalpene er født, laver vi aftaler med de interesserede, om at komme og se hvalpene i ca. 3-ugers alderen. Dette er for at give tæven og de nyfødte hvalpe fred og ro i starten, mens de er mest udsatte. Hvis både I og vi, efter jeres besøg,  fortsat synes, at det er en god ide med anskaffelsen af en hvalp, beder vi jer komme ca. en gang om ugen og følge hvalpene. Bor I langt væk med lang og dyr transport forventer vi selvfølgelig ikke, at I kommer hver eneste uge. Vi vil dog meget gerne møde jer en gang "i virkeligheden" inden I henter hvalpen. Når hvalpene får mange besøg, møder de en masse forskellige mennesker: mænd og kvinder, unge, ældre og børn. Det er vigtigt for hvalpene, at lære at være trygge ved alle slags mennesker. Samtidigt kan vi lære hinanden at kende, og hjælpe jer med nogle praktiske ting i forbindelse med hvalpekøbet. Det kan være køb af udstyr og valg af træningsplads. Det giver en god start med hvalpen, hvis man anskaffer det rigtige udstyr - dvs. hvalpehalsbånd, line, kurv, skåle, transportkasse m.m. som passer til en beagle og er af god kvalitet. Vi har lavet en "hvalpepakke" med alle de nødvendige ting til en god pris. Det er vigtigt at gå til hvalpetræning med sin hvalp, for at den kan lære at omgås andre hunde og mennesker, samt lære nogle basale "øvelser", såsom sit, gå pænt i snor og komme når man kalder. Vi har en træningsplads her på Nedergaard, hvor Lisa er instruktør i Beagle Klubben . Der kører et hvalpekomsammen hold hver forår og efterår, med både beaglehvalpe og andre hvalpe. Vi får lavet hvalpetest på hvalpene, når de er omkring 7 uger gamle. Hver hvalps reaktioner overfor en fremmed person, flokfølelse, lege/jagtlyst, visuel og lyd forskrækkelse m.m. testes. Ud fra resultatet og egne observationer matcher vi hver hvalp i kuldet med en hvalpekøber, således at hver ny ejer/familie får den hvalp i kuldet, som temperamentsmæssigt passer bedst til dem. Selvfølgelig under hensyntagen til købers ønske til køn og farve. Dette har vi rigtigt gode erfaringer med.

For os er det meget vigtigt, at vores hvalpe får det godt, når de rejser hjemmefra. Vi har altid en skriftlig aftale om, at hvis man ikke længere kan have sin beagle - pga. allergi, flytning, sygdom eller andet, så hjælper vi med at finde et nyt hjem til den. Med mindre man selv har kontakt til et andet familiemedlem, der gerne vil have den, og som vi også stoler på. Så kan vi selvfølgelig finde ud af det. Denne aftale giver tryghed både for os som opdrættere og jer som hvalpekøbere - og hunden risikerer ikke at ende på et hundeinternat eller hos en hundehandler.

Køb af hvalp hos os
bottom of page